tirsdag den 25. september 2012

En Slidt Hårnål

Jeg har fornyligt ryddet op på mit værelse i min mors lejlighed. Der var blevet ret roddet.
Så den stod i oprydningens tegn. Tro det eller ej. Der blev både smidt tøj til vask, hængt tøj tilbage i skabet, støvsuget og tørret støv af.. Ja ja, den er god nok!

På et tidspunkt, da den hvide tornado raserede allermest og DJ Static's nye album "Rolig Under Pres", bragede løs i bedste stil, ud af de indbyggede højtalere på min 13' tommer Sony bærbar, fik jeg øje på en lille ting, der tilsyneladende havde ligget under min seng i et godt stykke tid.
En hårnål. Den var slidt.


Det her vil måske overraske dig. Men det er altså ikke min.
Måske tilhører den en af de søde væsner af modsatte køn, der i tidernes løb har fået lov til at tilbringe natten i min halvandenmandsseng. Måske er det bare min mors. Jeg har ærlig talt ingen anelse. Så jeg har opgivet at finde frem til ejeren af den her slidte hårnål.

Lige i øjeblikket ligger den her hårnål i min pung sammen med diverse småmønter, nullermænd og kredit kort med overtræk.
Jeg vil gerne bytte den her hårnål med dig, for noget der er større eller bedre, måske en kuglepen, et spillekort eller muligvis en sko.

Så hvis du lover at du gerne vil bytte med mig, så kommer jeg og besøger dig, uanset hvor du bor henne og bytter med dig.

Jeg håber på at bytte med dig snart!

Mathias

P.S
Jeg vil blive ved med at bytte mig til større eller bedre ting, indtil jeg får en bil. Eller en lejlighed. Eller en bil OG en lejlighed. Du forstår hvad jeg mener. Godt!

(Og ja, det her er set før, i USA, 2005 af Kyle MacDonald, dette er en hyldest til ham, og et forsøg på at finde ud af om det kan lade sig gøre i vores lille land)
(Hold dig opdateret på En Slidt Hårnål på facebook & på Blogspot!)